Billeder f ra Tanzania.

Kilimanjaro set fra flyet.

I bilen sammen med Robert.

Elefanter ved Lake Manyara.

Ngorongorokrateret.

På vej over Serengeti.

Teltlejeren på Serengeti.

Morgenkaffe med besøg af giraffer.

Løvemad i form af zebra.

Leoparden rigtig tæt på.

Sjakalen på jagt i græsset.

En Thomson-antilope.

Geparderne på jagt.

Løvinderne hviler sig.

Flodheste i trængsel.

Væverfugl.

Dik-dik.

Både på det indiske ocean.

Spindende kvinde på Zanzibar.

Skovstork.

Struds.

Sort glente.

Ibis.

Safari i Tanzania 2008

1. dag
Vi fløj fra Kastrup med SAS til Frankfurt.
Vi havde kun en time til at finde vores fly til Afrika, og det var lige ved at være for lidt.
Lufthavnen i Frankfurt er meget stor, med endeløse rullende fortove, men vi nåede da frem til det rette fly i sidste øjeblik.
Vi fløj hele natten, og blev fyrstelig opvartet natten igennem.

2. dag
Omkring kl. 7 nåede vi det over fem kilometer høje bjerg Kilimanjaro tæt på ækvator, toppen stak op gennem skyerne.
Toppen af bjerget var dækket af evig sne.
Vi skulle lande i lufthavnen ved foden af bjerget, men der var tæt tåge over landingsbanen.
Piloten lagde an til landing, men i sidste øjeblik fortrød han, og satte fuld gas på motorerne igen.
Vi fløj er runde mere, og det viste sig, at piloten ved denne manøvre, havde blæst al tågen væk fra landingsbanen, og vi landede i smuk solskin.

Da vi have fået vores bagage, gik vi udenfor, og her stod en ung mørklødet mand, med et skilt med vore navne. Vi blev vist hen til en firehjulstrækker, og blev kørt til den lille by Moshi. På et lille hotel fik vi morgenmad, og vi fik lov til at låne et tomt værelse, hvor vi fire danskere, der havde været med flyet fra Frankfurt, kunne skifte til en lettere påklædning. Temperaturen var omkring 30 grader, og sveden sprang i vores vintertøj.

Vi blev fordelt på to firehjulstrækkere, og kørte af sted mod vores første safari. Midt i Moshi stoppede begge køretøjer. Der var noget galt med det elektriske system i den ene bil. Vi måtte alle fire flytte til samme bil, og al vores bagage måtte omlades til den bil der var fejl på. Aftalen blev, at vi fire kørte videre uden bagage, og den skadede bil ville senere indhente os, når den var blevet repareret. Vi kørte nu af sted mod reservatet Lake Manyara. Her vrimlede det med fremmedartede dyr, både masser af fugle, elefanter og aber. Vores kameraer klikkede ustandseligt.
Da vi var mætte af indtryk og solen stod lavt, blev vi kørt til et højtliggende hotel ”Highview”, hvor vi skulle have aftensmad og overnatte. Hotellet havde en pragtfuld udsigt. Den anden bil var nu ankommet med vores kufferter.

3. dag
Efter morgenmaden blev vi placeret i de to køretøjer, som skulle bringe os ud på Serengeti-sletten. På vejen dertil stoppede vi op på bjergkammen ved det store vulkanske krater Ngorongoro. Krateret er ca. 15 km i diameter, og det er dannet for tusinder af år siden, da et vulkan på størrelse med Kilimanjaro eksploderede, og efterlod et dybt krater omgivet af en ring af bjerge. Nede i kratere er der et rigt dyreliv omkring en stor sø. Vi skulle senere på vores safari vende tilbage til Ngorongoro.

Vi kørte videre ud over den store slette Serengeti. Det er her gnuernes vandringer foregår. På vej mod vores telte midt på sletten, fik vi lejlighed til at se mange dyr. Her var - udover gnuer - giraffer og en lang række forskellige antiloper. Også her var der god gang i vores kameraer. Vi spiste frokost på en lille rasteplads, hvor det vrimlede med eksotiske småfugle.
På Serengetti må man ikke stå ud af bilen, medmindre bilen går i stykker eller punkterer. Vores chauffør Robert var dog flink til at køre ind på en rasteplads en gang imellem, så vi kunne få noget at spise og komme på toilettet. Robert var i konstant i radioforbindelse med den anden bil, og over radioen kunne han hele tiden følge med i, hvor andre safarikøretøjer havde fundet noget interessant, såsom dasende løver og rastende leoparder i et træ. Når det skete, så samledes mange køretøjer på samme sted.

Ved solnedgangstid ankom vi til vores teltlejer, hvor vi skulle tilbringe de næste tre nætter. Alle telte var helt nye, og de var udstyret med baderum, toilet og en stort rum med dobbeltseng og plads til vores bagage. Vi blev modtaget af værten og hans stab, og fik udlevet varme våde håndklæder, så vi kunne tørre støvet af vore ansigter og hænder. Herefter var der serveret kaffe og kager til os. I teltlejeren mødte vi nogle andre danskere, hvoraf nogle havde været på bjergbestigning på Kilimanjaro. Da vi var blevet installeret i vores respektive telte, blev der serveret middag og efterfølgende aftenkaffe ved det store bål. Bålet brændte hele natten, for at holde løverne på afstand, for teltlejeren var ikke indhegnet.

4. dag
Efter en god nats søvn vågnede vi ved 7-tiden til lyde udefra. Det er virkelig en oplevelse, at have naturen så tæt på. Kun en teltdug adskiller én fra vilde liv udenfor. Udenfor hvert telt står en lille staldlygte, som brænder hele natten. Det tiltrækker en masse insekter som brænder vingerne. Så er der serveret morgenmad til de store mængder at fugle, som kommer omkring solopgang og tager for sig af retterne.
Lidt senere pusler det udenfor. Det er en tjener, der fylder varmt vand på termokanden, der står ved en lille servante under forteltet. Så har vi noget at gøre morgentoilette ved.
Ved 8-tiden er der morgenmad i det telt, som er reserveret til spisning. Her sidder vi med morgenkaffen, og kan betragte girafferne, som går og spiser af akacietræerne ca. 100 meter fra os. Det er så man må knibe sig i armen. Serengetti er forholdsvis højtliggende, så temperaturen er moderat. Ca. 25 grader – som en god dansk sommerdag, og sol fra en næsten skyfri himmel. Her er det februar.
Efter morgenmåltidet stiger vi ombord i vores køretøjer, og vi kører ud til nye eventyr.

Bilen er oprindelig indrettet til 6 personer, men vi er kun to plus chaufføren Robert. Det betyder, at vi kan have vores medbragte ting – ikke mindst fotoudstyret – liggende let tilgængeligt på bagsæderne. Taget skydes op, så man kan stå op i bilen, og få fuldt overblik over dyr og landskaber.
Efter at have kørt nogle kilometer, får Robert melding over radioen, om at der ser set en leopard i et træ 3-4 km. fra hvor vi befinder os. Vi kører straks mod målet, og da vi når frem, er der allerede 3-4 andre køretøjer på stedet. Senere ankommer flere køretøjer, og der bliver næste trafikkaos på de smalle grusveje.

Leoparden ligger på en vandret gren nederst i træet, og den er komplet uimponeret af de mange køretøjer og mennesker omkring den. Pludselig forlader den træet og går lige hen mod vores bil. Den kommer så tæt på, at jeg må skifte fra telelinse til normallinse, for at få hele dyret på billedet. Den er så tæt på os - og kigger på os - , at vi uvilkårligt forsøger at træde et skridt tilbage i bilen. Den er dog helt uden interesse for os, og går bag om bilen, og fortsætter væk på den anden side.

Vi forlader leoparden og kører videre. En af fordelene er, at min kone og jeg er alene sammen med Robert. Det betyder, at vi kan bede chaufføren om at standse, når det passer os. Vi skal ikke først spørge andre medrejsende, om det nu passer dem, at vi stopper op. Når vi ser en fugl eller et andet dyr, som vi gerne vil have billeder af, så siger vi bare stop.
På vores videre færd så vi mange giraffer og mange antilopearter, og vi standsede op mange gange. Ved frokosttid stoppede vi op ved en rasteplads, hvor vi kunne komme på toilettet, og her spiste vi den madpakke, som Robert havde medbragt til os.

Vi kørte videre, og vi undrede os over, at Robert sagde ”Dav-dav”, når han kaldte op over radioen. Det viste sig senere, at chaufføren i den anden bil med danskere hed Dawson, og det blev til Dav over radioen, og Robert blev til ”Robi”. Så Robert var ikke begyndt at tale dansk. Dawson og Robert – som begge var fra Moshi – kørte et parløb, hvor de oplyste hinanden om, hvor der var dyr at se på. De forskellige småveje og stier har ikke officielle navne, men rangerne har givet dem navne på swahili, så de kan kommunikerer om dem, og finde rundt.
Efter en oplevelsesmætte eftermiddag vendte vi tilbage til teltlejeren, hvor værten igen stod klar med varme våde håndklæder – og kaffen var klar. Vi fik herefter et kærkomment bad før middagen. Efter middagen samledes alle omkring lejrbålet, og her mødte vi et andet dansk rejseselskab, som dagene før havde besteget Kilimanjaro. Det havde været en barsk tur, og en af deltagerne sad og græd. Han havde ikke nået toppen. 400 meter fra toppen, var han blevet beordret ned af lederen at ekspeditionen på grund af højdesyge. Et ægtepar, som også havde været på bjergbestigning mente, at det havde været en spændende tur, men konen sagde, at nu havde hun besteget et bjerg for første gang i sit liv – og sidste.

5. dag
Vi vågnede igen til de mange tropiske lyde fra de farverige fugle, og måske hørte vi et hulepindsvin skrabe mod teltdugen. Efter morgenmåltid – med udsigt til fouragerende giraffer og antiloper – drog vi igen ud på safari. Over radioen fik Robert melding om, at der var gepard nogle kilometer væk. Vi var staks på vej.

Det viste sig, at det var to geparder der var på jagt. Området var et bakket terræn omkring et lille vandløb. Nogle få hundrede meter fra dem stod to antiloper, og de havde tydeligvis fået færden af dem. De sneg sig langsom frem, men stoppede ofte op, og sad og så ligeglade ud, præcist på samme måde, som man kan opleve huskatte gøre, når de jager. Der kom andre køretøjer til, efterhånden som rygtet om geparderne spredtes, men vi fik nogle gode billeder af dyrene. Geparderne jagt gik dog i vasken, for antiloperne anede uråd, og stak pludselig af.
Vi forlod geparderne, for vi fik melding om løver via radioen. Løverne lå og dasede på nogle store solopvarmede sten, og vi fik rig lejlighed til at tage billeder. Vi kørte derefter tilbage til teltlejeren for at spise frokost. På vejen så vi et sjældent syn. En kæmpemæssig pytonslange på 5-6 meter lå i vejkanten. Robert – som havde kørt som ranger i Serengetti i 6 år – havde aldrig før set en pyton. Da han speedede motoren op, forsvandt slangen i vegetationen.
Efter frokosten gik turen videre. Vi skulle besøge en lille flod hvor der var krokodiller og flodheste. På vejen så vi et lille bo med små murmeldyr. Vi fik taget et par billeder af dem før de smuttede væk i græsset. På samme vej fik vi også lejlighed til at se verdens mindste hjorteart – en Dik-dik. Den er på størrelse med en stor langbenet huskat, og har det sødeste hoved. Den hedder dik-dik på grund af den advarselslyd den giver fra sig, når der er fare på færde. De blev nu ikke bange for os, selv om kameraet klikkede.

Ved floden var der en lille parkeringsplads, og her fik vi undtagelsesvis lov til at stå ud af bilen og gå lidt rundt. Man kunne gå helt ned til flodbredden, og kunne herfra betragte et fantastisk sceneri. Uden i floden lå flere hundrede flodheste med deres unger. De var skiftevis under vandet og oppe for at gabe og få luft. Vandet var helt plumret af deres afføring. Det var et mageløs skue, og der blev taget billeder i et væk. Flodheste går på land fortrinsvis om natten for at græsse, og så skal man ikke komme imellem dem og vandet. Det kan være livsfarligt, for flodheste på land er meget aggresive.
Turen gik nu tilbage til teltlejeren - til middag og lejrbål.

6. dag
Efter morgenmad, og fotografering af en masse fremmedartede fugle i teltlejeren, gik det videre ud over steppen. Vi bad Robert standse en masse gange, når der var fugle at fotografere. Robert havde fået en fuglebog frem, så han kunne fortælle os, hvad det var for fugle vi tog billeder af.
Vi besøgte en lang række løvefamilier og en del leoparder i forskellige træer. Vi kom også ind i en flok gnuer på vandring. De passerede vejen foran os. Igen så vi et utal af antiloper og giraffer. Ved en rasteplads fik vi lejlighed til at komme tæt på marabustorkene. Vi var nede ved et vandløb, hvor der var krokodiller, og på vejen løb vi ind i en stor flok bavianer på vandring med deres unger på ryggen.

Efter en lang dag vendte vi tilbage til vores teltlejer, hvor vi skulle overnatte en sidste gang. Det er en unik oplevelse at bo i telt på Serenge ti. Man føler sig næsten som Karen Blixen må have følt sig. Det er naturligvis mere primitivt end på et hotel, men man føler sig mere tæt på naturen. Maden er god og solid uden store dikkedarer, men man er jo ikke taget til Afrika, for at spise gourmetmad. Vi mødte kun søde, hjælpsomme og rare mennesker i Tanzania.

7. dag
Efter morgenmad forlod vi teltlejeren – vi kunne godt have blevet et par dage mere.
Turen gik nu syd/øst på til Ngorongoro. Det store vulkankrater.
Efter at have kørt mange kilometer nåede vi kraterkanten. Denne gang skulle vi ned i selve den store cirkelformede kraterbund. Efter en halsbrækkende, og smuk nedtur af den smalle grusvej nåede vi bunden. Her var et enestående sceneri af mange dyrearter. Store flokke af zebraer, gnuer og antiloper af næsten alle slags. I søen var der flamingoer, som vi dog ikke kom tæt på.
Der var elefanter og sågar næsehorn.
Robert fandt en løveflok, som om natten havde nedlagt en zebra. Løverne havde spist zebraens indvolde, og de lå nu og fordøjede omgivet og besat i hovederne af fluer. Løver spiser først indvoldene, for her får de vigtige vitaminer. I god afstand fra løverne sad 40-50 ådselgribbe på marken og i træerne, og ventede på at løverne skulle forlade deres bytte. Det så nu ikke ud til, at løverne havde i sinde at forlade stedet lige med det samme. Et par hundrede meter fra stedet lå tre unge hanløver og ventede på, at det skulle blive deres tur til at blive mætte. Intet går til spilde i Ngorongoro.
Vi spiste vores frokost – som Robert havde medbragt – ved en rasteplads ved en lille sø. Her måtte vi gerne forlade bilen, men Robert rådede os til at spise maden inde i bilen. Hvis vi tog vores madpakke med udenfor, så var der overhængende risiko for, at vi ingen mad fik. En stor flok sorte glenter på stedet havde specialiseret sig i at styrtdykke og snuppe maden ud af hænderne på folk. Det er nogle imponerende flyvere, og der var her usædvanligt gode muligheder for at fotografere de flotte fugle i luften. Vi fulgte dog Roberts råd, og spiste i bilen.
Vi kørte lidt rundt på grusvejene, og fik lejlighed til bl.a. at se krontraner, strudse og trappe.
Herefter gik turen til det højtliggende hotel Highview, hvor vi tidligere havde overnattet.

8. dag
Formiddagen blev brugt til at besøge en lille landsby – et kollektiv – hvor man fortrinsvis dyrkede bananer. Her fik vi lejlighed til at komme tæt på lokalbefolkningen. Vi fik set hvordan bananplanten blev udnyttet til bl.a. at brygge øl af. Når en bananpalme er høstet bliver den hugget ned. Omkring palmen er der i mellemtiden skudt 10-15 nye skud op fra palmens rodnet, og en af dem bliver udvalgt til næste palme og de andre fjernes. 9 måneder senere kan man høste bananer fra den nye plante. Utroligt frodigt område med søde beboere, som i modsætning til andre steder villigt lader sig fotografere. I landsbyen købte vi et lille maleri malet med cykellak.
Landsbyen ligger i et malariaplaget område, men som vores rundviser sagde, så skulle vi ikke være bange, for de smittebærende hunmyg var kun fremme om natten, og nu var det solskin. Vi havde spist vores piller hver dag, og sov under myggenet hver nat, men måske var det helt unødvendigt. Vi så ikke en myg de 14 dage vi var i Tanzania.

Efter en frokost i nærheden blev vi kørt til lufthavnen ved Arusha.
Vi skulle nu flyve på badeferie på Zanzibar. I lufthavnen måtte vi sige farvel til Robert. Ham ville vi gerne have råd til at gense.
En time efter landede vi på Zanzibar. Der stod en ny chauffør og ventede på os. Så gik det over stok og sten nordpå – i den forkerte side af vejen. Heldigvis kørte alle i den forkerte side.
Vi blev først læsset af ved et forkert hotel, men fejlen blev dog rettet.
Vi ankom til White Sand Beach Hotel hen under aften. Hotellet ligger i et indhegnet område lige ud til det indiske ocean. Vi blev indlogeret i en hytte med aircondition, som dog ikke fungerede de første dage.
Middagen indtog vi på en meget malerisk restaurant helt ude på standen. Der blev stille borde og stole ud i strandkanten om aftenen, og man sad her næsten med fødderne i vandet. Her mødte vi tjeneren Kiza, som skulle følge os tæt i de dag vi var på hotellet. Han kom springende hver gang han så os. Han lærte os lidt swahili, bl.a. Hakuna Matata, som betyder noget i retning af ”Her er alt vel”. Santa sana betyder ”Mange tak” og jambo betyder ”goddag”.

9.-10.-11. og 12. dag

De næste fire dag gik med afslapning. Der var ikke så meget at foretage sig. Vi lå det meste af dagen i skyggen, for der var kvælende varmt. Der blev drukket meget vand og cola. En dag besluttede vi os til at gå en tur langs vandkanten. Efter ca. 400 meter fortrød vi. Det var simpelthen for varmt, og vi søgte hurtigt tilbage i skyggen under palmebladsparasollen. Ude på havet sejlede de smukke arabisk prægede både frem og tilbage.

Af fugle så vi ikke mange. Det indskrænkede sig til nogle indiske huskrager, almindelige gråspurve og nogle langbenede tamhøns var hvad vi så. Langs stranden var der små hytter med butikker i. Her boede en masse smukke masaier. Både mænd og kvinder var meget smukke, og ikke mindst deres børn var dejlige.

Den sidste dag med afslapning blev afhentet og kørt til hovedbyen Stone Town, hvor sangeren Freddie Mercury i sin tid blev født.
Her skulle vi overnatte to nætter på et rigtigt luksushotel Dhow Palace midt i byen.

13. og 14. dag
I Stone Town var der også varmt. Aldrig har vi gået så meget i butikker som her. Der var aircondition i de store butikker, og her var dejligt svalt, så vi gik rundt og så på varerne i timevis. Når vi kom ud på gaden, så skulle vi holde os i skyggesiden, indtil vi nåede den næste butik med nedkølet luft. På restaurant ”Livingstone” havde vi set nogle smukke dækservietter lavet af fibre fra bananpalmen. Sådan nogen ville vi gerne have med hjem. Vi kunne ikke finde dem i de store butikker i hovedgaden, så vi søgte ned i en lang smal basargade, hvor der var stribevis af små butikker. Disse butikker blev grundigt gennemsøgt, men uden resultat. I en af disse butikker, som blev passet af to indere, spurgte vi også efter dækservietter, men de havde det heller ikke. Den ene af dem løb ud af butikker, og kom senere tilbage. Han havde løbet rundt til andre butikker i håb om at finde vores dækservietter, men han måtte også give op. Vi købte i stedet nogle krydderier af de to hjælpsomme indere, og så tog vi et billede af dem med lommekameraet. Vi viste dem billedet på displayet, og de var ved at dø af grin. De havde vist aldrig set sig selv på den måde. De stod smilende og vinkede da vi langt om længe forlod deres butik.

Om aftenen ved stranden var temperaturen tilpas, og på restaurant ”Livingstone” fik vi også en stamtjener. Hun havde boet i Tanzania hele sit liv, men hun havde aldrig set løver, elefanter eller andre vilde dyr. Det er lidt mærkeligt at besøge et land, som er kendt for sin vilde natur, og hvor en meget stor del af indbyggerne aldrig har stiftet bekendtskab med de vilde dyr.

Den sidste dag skulle vi hjem til Danmark. Vi blev kørt til den internationale lufthavn 10 minutters kørsel fra Stone Towns centrum. Desværre havde vi glemt, at der er en afgift på 30 dollar for at komme ud af landet. Vi havde brugt alle vores dollar i de ”kolde” butikker. Vi kom dog ud, men vi måtte bruge Euro – i mangel af andet. Ellers have vi været i Tanzania endnu.

Flere billeder fra turen kan ses nedenfor.